Så blev jeg gammel og grå. Næsten. 24 år. Au revoir my youth. Men alle ved jo, at den bedste kur mod alderdom er at drukne sine sorger væk. Cirka. Så derfor havde jeg linet op til den bedst mulige for-glem-mig-venligst-fest med hele veninde banden. Og min far. Min far er nemlig det mest rock'n'roll'ede man overhovedet kan være, når man alligevel har passeret et halvt århundrede i fødselsdage - det danske svar på Mick Jagger - og dermed også et glimragende forbillede for mig og festen i særdeleshed.
Vi lagde ud med vino og tapas og den klassiske festleg; "Hvem kender Nanna bedst-quizzen". Som den hårdkogte dommer jeg nu engang var, straffede jeg deltagerne, mine gæster, med at tvinge tequila sjusser ned i gabet på dem, hver gang de svarede forkert. Meget diktatorisk og måske lidt for frisk-værtinde-agtigt. Det kan i hvertfald muligvis have noget at gøre med vores evner på bowling banen lidt senere. Det så nogenlunde sådan her ud:
Vi besluttede ihvertfald ret så hurtigt at vi samlede på streger. Ikke strikes. Ikke spares. Men streger. Derfor var måltavlen også nomineret som aftenens absolut ringeste score i Århus Bowlinghal den aften. Allerede inden runde 5 var slut:
Heldigvis lærte jeg dem meget hurtigt alle sammen, hvordan de skulle blog-pose. Man er vel en arto-generation. Og de er dygtige mine venner!
Selvfølgelig var min far helt nede med det hele! Jeg har det jo ikke fra fremmede, vel?
Mine venner er generelt egentlig en god afspejling af mig. Sådan nogle stille og rolige typer.
Alt i alt var de en flok velfornøjede damer (og far), der tog videre på Copenhagen og Castenskiold og dansede fødderne af. Og saftede byen tør. Som man siger nu til dags (altså, jeg er jo blevet gammel, ikk?) Tusind tak til alle jer dejlings som var med til at gøre dagen og aftenen herlig. I ER de bedste!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar